Efter fem spillerunder i den nye sæson i 1. division har U/18-pigerne fra RSU-Ringkøbing præsteret at spille hele tre af kampene uafgjort. Seneste kamp i den række var tirsdag aften, hvor Viborg HK var på besøg i ROFI-Centret.
Den meget jævnbyrdige kamp sluttede 27-27, og det kunne Ringkøbing være både glade og skuffede over.
Via pausestillingen 14-14 bragte Ringkøbing sig i den mest gunstige position med føring 26-23. Men Viborg udnyttede et par store afbrænder og et par tekniske fejl, og så var Ringkøbing pludselig bagud 26-27. Med halvandet minut tilbage udlignede Ringkøbing så til slutresultat 27-27.
Ringkøbing var på bolden igen de sidste 35 sekunder, men et par frikast i de sidste sekunder fik ikke ført en sidste afslutning med sig.
- Vi var aldrig bagud med mere end et enkelt mål, så på den måde er det da lidt skuffende over, at vi ikke kunne holde fast i føringen. Men omvendt viste pigerne en super indstilling, da de pludselig kom bagud og alligevel fik reddet det ene point, siger Kim Olesen.
Han er også meget tilfreds med den udvikling, som har bragt fem point i de første fem spillerunder.
- Der er en rigtig god udvikling på holdet. Pigerne er blevet endnu bedre til at omstille sig i løbet af kampene, og de lærer rigtig meget. Og det er jo det, det handler om, siger Kim Olesen.
Holdet har nu en længere periode uden kampe, men til gengæld med masser af tid til træning. Næste kamp i 1. division er først 26. februar, når anden halvdel af sæsonen går i gang med udekampen mod Viborg HK.
Kontakt
sitemap
