Inden længe tager Ringkøbing Håndbold hul på sæsonens talenttræninger. Et koncept hvor unge, ambitiøse spillere fra både Ringkøbing og resten af regionen kan få et ekstra træningspas.
Det handler ikke om at forberede sig til næste kamp. Det handler simpelthen om udvikling af den enkelte spiller.
- Det vil især komme til at handle om tekniske ting. Finter, afleveringer og afslutninger. Vi skal kigge på detaljerne. Vi vil ikke fokusere ret meget på det overordnede spil, men på de enkelte detaljer, siger Allan Nielsen, som bliver ansvarlig for talenttræningerne.
Formålet med træningen er også at lette overgangen til livet som senior.
- Der er mange udfordringer, når man bliver seniorspiller, men vi vil gerne udvikle spillerne på den tekniske del, så der ikke skal bruges så meget tid på det, når de bliver seniorer, siger Allan Nielsen.
Han har i sin trænerkarriere arbejdet meget med både ungdom og senior. I den kommende sæson skal han være assistenttræner for Thomas Hørlyk hos Ringkøbing Håndbold og samtidig være ansvarlig for talenttræningen.
- Det er altid rart at arbejde med unge mennesker. De vil virkelig gerne lære noget, og det er en god udfordring for mig at være med til at udvikle dem som håndboldspillere, siger Allan Nielsen.
Du kan i løbet af de kommende uger læse mere om talenttræningen her på siden.
Kontakt
sitemap
