Ringkøbing Håndbold er gået ind i en hård fase med kampe mod tre af de forventede tophold. Lørdag var modstanderen Silkeborg-Voel, og det blev en meget svær kamp og et klart nederlag på 33-19.
Ringkøbing kom fornuftigt fra start og førte 4-2 efter seks minutter. Men Silkeborg-Voel kæmpede sig til overtaget i kampen og kunne gå til pause med føring på 15-7. Efter pausen var det fortsat med hjemmeholdet i den styrende rolle. Ringkøbing havde svært ved at spille sig til åbne chancer, og i forsvaret lykkedes det ikke at dæmme op for Silkeborg-Voels stærke stregspiller Susan Thorsgaard, som blev kampens topscorer med ni mål.
- Vi følte inden kampen, at det var en mulig opgave, for vi spillede en lige kamp mod dem til KFUM-mesterskaberne i Skjern. Men vi må sige, at vi tabte til et bedre hold. Vi var lidt uheldige med 12-14 stolpeskud, og tabte for stort. Vi brændte neglene i vores angrebsspil, hvor vi ikke var direkte nok, og i forsvaret var vi lidt for tilbageholdene, siger Tomas Jensen.
Han mener dog, Ringkøbing fik et udbytte af kampen.
- Vi lærer jo hele tiden mange ting, som vi kan tage med videre. I forsvaret lavede vi ikke så mange store fejl, men gode modstandere udnytter jo de små fejl. siger Tomas Jensen, som kan se frem til andre meget svære modstandere i SønderjyskE og Skive i de to næste spillerunder.
Kampfakta: Silkeborg-Voel - Ringkøbing Håndbold 33-19 (15-7). Mål: Louise Ljungberg 5, Christina Pedersen 3, Ann Charlott Hansen 3, Majbritt Rosenkvist 3, Maria Ipsen 2, Miriam Juul 2, Nette Hvam 1.
Kontakt
sitemap
