Ringkøbing Håndbold er et hold, som man skal tage absolut alvorligt i 1. division. Hvis nogen var i tvivl, så blev det understreget med en flot sejr på hjemmebane over TST Hjørring med 25-23. Hidtil var det kun topholdet fra Team Tvis Holstebro, der havde taget point fra nordjyderne.
Hjemme i ROFI-Centret leverede de lyserøde en rigtig god præstation, hvor det særligt inden pausen var en helstøbt holdpræstation i både forsvar samt kontraspil og etableret angrebsspil.
Det bragte Ringkøbing frem til pausestillingen 13-8.
I 2. halvleg blev føringen udbygget til 19-12, og Ringkøbing var på vippen til at lukke kampen. Men et par taktiske ændringer fra gæsterne drillede Ringkøbing en smule. Samtidig gik holdet ned i tempo i forsvaret, og det bragte TST Hjørring op på kun to måls afstand.
Men Ringkøbing Håndbold holdt hovedet køligt nok. Blandt andre viste Maria Ipsen værdifuld rutine med et par vigtige mål.
Ringkøbing gik ind i kampens sidste minut med en føring på 25-22, og derved undgik man en alt for nervepirrende afslutning.
- Det var en absolut fortjent sejr. Vi mødte et af de forventede tophold, som mange har spået til en plads i opspillet. Særligt i 1. halvleg spillede vi noget rigtig godt håndbold, siger Thomas Hørlyk.
Det var Ringkøbing Håndbold som hold, der var mest markant i kampen. Men flere spillere viste sig dog lidt ekstra frem.
Audur Jónsdóttir blev topscorer med otte mål, hvilket gjorde det til hendes bedst scorende kamp.
- Hun gjorde det rigtig godt, og jeg er meget tilfreds med hendes udvikling. Hun er kun 20 år gammel, og så er hun jo stadig ny i dansk håndbold. Hun bliver mere og mere rolig i sit spil, og hun bliver hele tiden bedre til at bringe sig i de gode skudsituationer. Samtidig er hun en utrolig glad pige, som helt bestemt lever op til mine forventninger, siger Thomas Hørlyk.
Betina Kjær viste sig igen frem som en nøglespiller i bagkæden. Hun scorede syv gange, hvoraf der var flere straffekast på kontoen.
- Hun udfylder sin rolle godt. Hun går forrest i både angreb og forsvar, og så er hun god til at gøre sine medspillere gode, siger Thomas Hørlyk om spilleren, der ligger nummer fire på divisionens topscorerliste.
Selv om det både spillemæssigt og resultatmæssigt ser godt ud for Ringkøbing Håndbold, der efter fem spillerunder ligger på femtepladsen, så er der dog stadig masser af udviklingsmuligheder tilbage.
- Jeg er ikke tilfreds. Jeg vil sige, at det er lidt mere end godkendt. Men mere vil jo have mere. Jeg vil gerne have mere variation i vores spil. Derfor er vi i gang med at lægge lidt flere sten på vores koncept. Men vi skal jo holde øje med, at det stadig hænger sammen, når vi samler det, siger Thomas Hørlyk.
Næste kamp for Ringkøbing Håndbold er på udebane mod Silkeborg-Voel KFUM 27. oktober.
Kampfakta: Ringkøbing Håndbold - TST Hjørring 25-23 (13-8). Mål: Audur Jónsdóttir 8, Betina Kjær 7, Maria Ipsen 3, Katrine Thomsen 2, Louise Ljungberg 2, Henriette Holm 2, Anne-Sophie Brandt 1.
Kommentarer:
Mikael fra fanklub
'Kan kun være enige med de andre. Kanon kamp og indsats af alle.'
Boy Boysen
'Jeg er netop kommet hjem fra efterårsferie og fået læst om jeres flotte præsentation. Kanon gået. Fortsæt bare...'
John
'Synes I spillede godt - første gang jeg har set damehåndbold, men var spændende.'
mads
'kunne desværre ikke se jer , men godt gået piger '
Kontakt
sitemap
