Ringkøbing Håndbold 0 point. Team Tvis Holstebro 2 point. Sådan er facit, og når stillingen gøres op, så betyder alverdens mellemregninger ingenting.
Men derfor kan der alligevel suges en kæmpe portion moral og lige så meget respekt ud af Ringkøbing Håndbolds præstation i søndagens hjemmekamp mod Team Tvis Holstebro.
Kampen sluttede 22-23, og at det blev så tæt i slutfasen burde næsten ikke være muligt, når der kigges på forløbet før kampen og i første halvdel af kampen.
Inden kampen stod det nemlig klart, at de to mest scorende Ringkøbing-spillere i sæsonen hidtil sad udenfor. Betina Kjær og Audur Jónsdóttir var nemlig begge ukampdygtige på grund af skader. Også målvogter Maria Brunse var tvunget til at se på fra sidelinjen.
Derfor var den startende bagkæde med Maria Ipsen, Anne-Sophie Brandt og Miriam Juul i gang hele kampen. Og i målet var Brita Plambeck alene om arbejdet.
Ringkøbing Håndbold startede med det først defensive skaktræk, da Anne-Sophie Brandt blev sendt frem i en mandsopdækning af gæsternes profil Nycke Groot. Men det bremsede dem ikke, og TTH bragte sig foran 1-5, hvorefter Thomas Hørlyk blev tvunget til en tidlig timeout.
Stillingen blev forbedret en smule med et par scoringer fra fløjen ved Henriette Holm, men udviklingen fortsatte frem mod stillingen 7-14 efter 25 minutters spil.
Afslutningen på første halvleg viste så, at kampen måske alligevel ikke var så lukket, som den kunne se ud.
Efter 26 minutter blev Katrine Thomsen ramt af en udvisning. Men i undertal scorede Henriette Holm til 8-14. Det blev siden fulgt op af en flot redning fra Brita Plambeck og et brud af gæsternes angreb, før Katrine Thomsen kom tilbage på banen. Nette Hvam kunne score til pausestillingen 9-14.
Udsigterne til et comeback i kampen blev dog ikke bedre i starten af 2. halvleg. Defensiven var nu ændret til et offensivt 3:3 forsvar. Et par scoringer fra Anne-Sophie Brandt minimerede føringen til 12-16, men efter 10 minutter var stillingen 14-20, og der kunne rundt omkring i ROFI-Centret mærkes en smule bekymring om kampens videre udvikling.
Men så kom den helt rigtige defensive opstilling på det rigtige tidspunkt. Og en flok spillere besluttede sig endeligt for at nu skulle der fightes helt vildt om hver eneste bold. Og så var det egentlig fuldstændig lige meget, at flere af spillerne burde være så trætte, at et lille hvil på bænken ville være på sin plads.
Et kompromisløst forsvar, hvor Louise Ljungberg lavede forsvars-angrebs udskiftning med Anne-Sophie Brandt. Et tålmodigt angrebsspil med Maria Ipsen som den kloge arkitekt og koldblodige målscorer. En målvogter i Brita Plambeck, der viste sin store rutine på meget afgørende tidspunkter. Men frem for alt et hold, som stod sammen.
Den cocktail holdt Team Tvis Holstebro fra scoringer i næsten 10 minutter, og ændrede stillingen fra 14-20 til 18-20.
Team Tvis Holstebro fik scoret til 18-21, men så gik syv nye minutter, og tilskuerne fik mere og mere tro på, at det kunne lade sig gøre at få point ud af kampen.
Maria Ipsen reducerede til 19-21. Et lille minut senere reddede Brita Plambeck et straffekast. Det blev fulgt op af scoring fra Katrine Thomsen til 20-21. Og med fire minutter tilbage udlignede Maria Ipsen på straffekast.
Team Tvis Holstebro fik dog scoret til 21-22, og et udnyttet straffekast øgede til 21-23.
Ringkøbing Håndbold fik scoret i sidste sekund til slutresultatet 22-23. Det var igen Maria Ipsen, der scorede. Hun sørgede personlig for fem af de syv mål, som bragte pointene hele tæt på Ringkøbing.
Det rakte altså ikke til point. Og holdet består af så mange konkurrencemennesker, at et knebent nederlag aldrig helt er til at leve med.
Men hvis man skal tabe en kamp med ét sølle mål, og alligevel være gennemførte tilfredse, så skal det være efter sådan en kamp.
Ringkøbing Håndbold - Team Tvis Holstebro 22-23 (9-14). Mål: Maria Ipsen 6, Henriette Holm 5, Anne-Sophie Brandt 4, Nette Hvam 3, Miriam Juul 3, Katrine Thomsen 1
Kommentarer fra Thomas Hørlyk og kampens spiller, Maria Ipsen, følger mandag.
Kontakt
sitemap
