Når Ringkøbing Håndbold tager hul på anden del af sæsonen i 1. division, så er det med et nyt og alligevel velkendt navn i truppen.
17-årige Louise Gundesbøl Sørensen stammer fra Ringkøbing, hvor hun har spillet en stor del af sin ungdomstid. Som Damejunior flyttede hun til Viborg for at gå på Håndbold College. Nu spiller hun i U/18-divisionen, men til januar er hun klar til at tage kampen op på fødebyens 1. divisionshold.
- Det bliver en kæmpe udfordring, men jeg er klar til at tage den op. Det lyder spændende, hvad der sker i Ringkøbing Håndbold, og efter at have snakket det igennem med mine forældre, så er jeg sikker på, det er det rigtige at gøre, siger Louise Gundesbøl Sørensen.
Skiftet kommer 1. januar, fordi det er et naturligt tidspunkt i forhold til valg af studieretning på gymnasiet, hvor hun er i gang med første år.
Louise Gundesbøl Sørensen er venstrehåndet højre fløj, og det er meningen, hun skal supplere Nette Hvam på pladsen.
- Louise er en rigtig dygtig højre fløj, hvor det særligt er hendes blik for spillet, hendes afslutninger og kontrafasen, som man lægger mærke til. Hun trænede med os i efterårsferien, og jeg er sikker på, hun vil falde godt ind på holdet, siger sportschef Jan-Ole Kristensen.
Der er indgået en aftale på halvandet år. Og sportschefen glæder sig over aftalen af flere grunde.
- Det betyder meget, at hun har fået sin håndboldopdragelse i Ringkøbing. Men det vigtigste er, at hun er en meget talentfuld spiller, som har et stort potentiale. For holdet er det en klar styrkelse, at vi vil have to venstrehåndede fløjspillere, siger Jan-Ole Kristensen.
Kontakt
sitemap
