Det lignede på forhånd en meget svær opgave mod et tophold, som kun havde sat ét point til i deres første 11 kampe.
Når slutresultatet 32-22 så tikker ind, fortæller historien næsten sig selv.
Men virkeligheden i Arena Nord var, at Ringkøbing Håndbold i store perioder spillede helt på højde med det varme oprykningsbud.
- Fox vinder fortjent, men det er ikke fortjent, at vi taber så stort, konstaterer Thomas Hørlyk.
Fra kampens start var Ringkøbing nemlig med til at sætte kampens dagsorden, og føringer på 3-6 og 8-11 viste, at Ringkøbing ikke var tilfredse med blot at være med.
Men i slutningen af 1. halvleg startede en fase, der blev afgørende for kampen. Et forløb på 15 minutter uden scoringer og ni styks til hjemmeholdet vendte kampen på hovedet.
- Der skete det, at vi begyndte at stresse, og vi kunne se, at vi stadig er i en opbygningsfase. Vi har ikke en fælles ryggrad på holdet endnu. Så når spillerne bliver stressede, falder de tilbage til gamle vaner. Og det er vaner fra Tvis, fra Ikast, fra Island og fra Ringkøbing sidste sæson. Vi har endnu ikke en fælles ryggrad og fælles vaner, som vi kan falde tilbage på. Derfor bliver det individuelt, og det bliver straffet mod et stærkt hold som Fox, siger Thomas Hørlyk.
Efter det frygtelige kvarter uden scoringer sluttede Ringkøbing kampen acceptabelt af, uden at komme i nærheden af Fox' føring.
- Jeg er meget tilfreds med måden, vi går ind til en svær kamp mod nummer et i 1. division på. Vi går ind til kampen for at præge den. Vi tog virkelig kampen op fra første sekund, og vi var fuldt på højde med dem i kampens første fase. På den måde mener jeg, der er sket et skred i positiv retning for holdet, siger Thomas Hørlyk
Frederikshavn Fox - Ringkøbing Håndbold 32-22. Mål: Katrine Thomsen 4, Maria Ipsen 4, Tina Møller 3, Betina Kjær 3, Audur Jónsdóttir 3, Nette Hvam 2, Albana Bekteshi 1, Anne-Sophie Brandt 1, Louise Ljungberg 1.
Kontakt
sitemap
