Ringkøbing Håndbold kunne søndag eftermiddag markere årets sidste håndboldkamp med æbleskiver sammen med klubbens ungdomsspillere. Det kunne nydes i en tilfreds og afslappet atmosfære efter de to vigtige point fra kampen mod Hadsten var kommet på kontoen.
- Vi fik en frygtelig dårlig start, men så kom vi frem i forsvaret og fik styr på deres skytter. Det blev aldrig noget poleret spil, og der blev lavet en del fejl. Men vi arbejdede hårdt for sagen, og det var helt sikkert fortjent, vi vandt, siger kampens topscorer; Louise Ljungberg, der kan mærke lettelse på holdet efter det er blevet til to sejre i træk i vigtige kampe.
- Det ser jo fornuftigt ud, at vi har fået skabt lidt afstand til de tre nederste. Men på en måde ændrer det ikke så meget for os. Det handler stadig om at være helt klar til at arbejde hårdt i alle kampene, så vi kan ikke tage let på noget, fordi vi har fire points forspring, siger Louise Ljungberg.
Træner Tomas Jensen havde også fokus på den gode arbejdsindsats spillerne leverede.
- Vi skulle lige finde ud af, at der skulle arbejdes for sagen. Spillet var ikke helt godt hele vejen, men det vigtigste var de to point. Jeg er meget fortrøstningsfuld frem mod anden halvsæson. Jeg mener ikke, vi skal være nervøse, siger Tomas Jensen, der fremhævede en af kampens mest afgørende spillere.
- Christina Pedersen gik ind og tog ansvaret med straffekastet til 25-23. Hun havde ikke spillet ret meget i 2. halvleg, men hun var bare klar til at tage ansvar på det vigtigste tidspunkt, og det er klasse, siger Tomas Jensen.
Kontakt
sitemap
