Det første ord, der kom ud af munden på træner Tomas Jensen efter nederlag til NFH, var skuffelse.
- Vi er meget skuffede over, at det ikke blev til point. Vi havde mulighederne med en føring på tre mål, men vi brændte de afgørende chancer og fik ikke stoppet deres angrebsspil, siger Tomas Jensen.
Han oplevede en kamp, der var delt i to.
- I 1. halvleg havde vi ikke noget angrebsspil, men vores forsvar stod rigtig godt. I 2. halvleg fik vi mere gang i angrebet, men vi begyndte at slække i forsvaret. Vi holdt ikke de aftaler, vi havde indgået, og vi var ikke disciplinerede nok. Men vi havde chancen, og det er ærgerligt, at vi ikke udnyttede den, siger Tomas Jensen, der var tilfreds i glimt. Blandt andre med fløjspiller Carina Staunsbjerg.
- Hun fulgte aftalerne i forsvaret, og hun tog imod nogle tæsk.
Med nederlaget anerkender Tomas Jensen, at der nu bliver ekstra pres på søndag, hvor modstanderen er Gladsaxe, der ligger på divisionens sidsteplads.
- Der er nu blevet et større hul op til midten, men der er 12 kampe endnu, så der er masser af tid. Men det er utrolig vigtigt, at vi er klar på søndag og tager hjem med to point, siger Tomas Jensen.
Bagspiller Ann Charlott Hansen spillede en stor del af 2. halvleg som centerspiller.
- Det er en plads, jeg befinder mig godt på. Der handler det meget om at gøre de andre spillere gode. Jeg er ikke helt tilfreds, for jeg havde flere chancer, jeg burde score på. Det er lidt frustrerende, når det ikke lykkes, siger Ann Charlott Hansen, der også ser frem mod den vigtige kamp i Gladsaxe.
- Vi er alle sammen skuffede over nederlaget. Det giver os et større pres mod Gladsaxe. Havde vi vundet i dag, så ville presset ikke være så stort. Men nu skal vi vinde i Gladsaxe, og det tror jeg også på, vi kan gøre, siger Ann Charlott Hansen.
Foto: Fotovagn.dk
Kontakt
sitemap
