Der skal mere end en overbelastet skulder til at bremse Audur Jónsdóttir. Det viste hun lørdag eftermiddag, hvor hun var den mest dominerende Ringkøbing-spiller i kampen mod SønderjyskE.
Tirsdag aften er hun klar igen. Om det så er på hendes vante position som venstre back, som supplement til Betina Kjær på centerpladsen eller til Henriette Holm på fløjen, så er Audur parat til at byde sig til.
- Jeg kan godt mærke, min skulder er overbelastet. Men jeg kan godt holde det ud. Specielt, når vi nu spiller om oprykningen. Så kan jeg godt vente med at holde pause, siger Audur, der ved flere af sine scoringer i lørdagens kamp ikke belastede sin skulder mere end højest nødvendigt, da hun med overblik placerede sine afslutninger, hvor målvogterne blottede sig.
Tirsdagens møde med SK Aarhus er den fjerde kamp på kun 10 dage. Det er blevet til tre nederlag i træk. Og det er absolut ikke hverdagskost for Ringkøbings lyserøde heltinder.
- Jeg synes, humøret på holdet er ok. Vi ved jo godt, at vi ikke er favoritter. På en måde kan vi kun overraske, og det satser vi på at gøre hver gang. Men vi lærer rigtig meget af kampene mod ligaholdene. Og selv om vi har tabt tre kampe, så føler jeg faktisk ikke, vi er så langt fra. Vi må bare blive ved. Nu må vi fandme ikke give op. Det lykkedes os at komme frem til kvalifikationsspillet, og så må vi blive ved med at kæmpe, siger Audur.
Mod SønderjyskE kunne alle se, hvor tæt på det var. Men i det hidtil største nederlag - mod netop SK Aarhus - var afstanden heller ikke som slutresultatet 38-27 siger.
- Jeg oplevede ikke forskellen så stor, som måltavlen viste. Vores angrebsspil lykkedes jo fint. Men vi havde problemer i forsvaret. De spillede med et højt tempo, og hvis vi var uopmærksomme et øjeblik, så udnyttede de det. Det er nok en af de største forskelle på ligaen og 1. division. Der er ikke råd til at slappe af et øjeblik, uden det bliver straffet, siger Audur.
Hun er en af de spillere, som også var med for Ringkøbing i kvalifikationsspillet sidste sæson. Dengang, hvor holdet overraskede både sig selv og omgivelserne med pladsen blandt de bedste fire i 1. division. Denne gang var det en officiel målsætning for klubben. Og det er med til at give Audur noget af det, der skal til, før hun skal blive ligaspiller.
- Det handler om mere erfaring. Sidste sæson var der ingen, der forventede noget af os, og det var en stor oplevelse at være med. Denne sæson har vi lidt større forventninger. Nu har jeg prøvet at stå i situationen før, og jeg ved mere om, hvad der skal til. Jeg synes også, vi har rykket os meget som hold, og vi lærer hele tiden noget, siger Audur.
Næste omgang læring er altså tirsdag aften. SK Aarhus kommer på besøg i ROFI-Centret, og kampen starter kl. 19.30.
Kontakt
sitemap
