En uges tid før Ringkøbing Håndbold tager hul på 1. division, så skal klubbens U/18-hold forsøge at spille sig i deres 1. division.
Holdet har en målsætning om at spille i 1. division, og chancen er det på lørdag. Her skal holdet i Voel-Hallen møde HF Sønderborg og Horsens HK.
Det bedste af de tre hold er klar til 1. division, mens de to andre skal i aktion igen søndag. Sted og modstandere for dette bliver først afgjort lørdag.
Men træner Kim Olesen håber, det er nok at bruge første del af weekenden på at indløse billetten.
- Jeg synes, det ser rigtig godt ud. Vi bliver ikke bedre forberedte, end vi er nu, og det handler om både den fysiske og tekniske del. Det er selvfølgelig ikke til at spå om, hvordan det kommer til at gå, men vores forudsætninger er gode, siger Kim Olesen.
Hans optimisme rækker også til andetholdet, der søndag skal forsøge at spille sig i 2. division. Det sker hjemme i ROFI-Centret, hvor modstanderne er Ribe, Horsens 2 og Virklund.
Meget stor opbakning til U/18-holdet har nemlig gjort det muligt at stille op med to rigtig stærke hold, der samlet set giver en rigtig god bredde til hele U/18-årgangen.
- Der er selvfølgelig nogle, der vil blive skuffede over ikke at være på det bedste hold, så det giver nogle nye udfordringer. Men det ser godt ud for årgangen. Vi må være ærlige og sige, at vi ikke kan have det meget bedre, når man tænker på, vi er en klub i udkants Danmark, siger Kim Olesen.
U/16-holdet skal spille lørdag i Holstebro, hvor der spilles kvalifikation til 2. division.
Kommentarer:
Christa
'Tillykke med kvalifikationen i dag til 1. division - vi glæder os til nogle spændende kampe!'
Kontakt
sitemap
