Ringkøbing Håndbold kan i de næste to kampe få en nøglerolle i kampen om oprykning til TOMS Ligaen. De næste to modstandere er nemlig SønderjyskE og Skive fH, der ligger side om side øverst i 1. division.
Det er naturligvis et par store udfordringer. Den første starter søndag i Aabenraa Idrætscenter mod SønderjyskE.
- Vi skal møde et hold, der har ét mål for sæsonen, og det er oprykning til ligaen. Det er særligt fysikken, der gør en stor forskel i deres kampe, og det er en stor udfordring for os. Men vi har en strategi, og SønderjyskE kan jo også have en dårlig dag, siger Kim Olesen.
Selv om det er en spændende modstander, så er det dog egne evner, der skal have størst fokus hos Ringkøbing Håndbold.
- Vi skal have vores spil til at fungere bedre, og vi har flere delmål med kampen. Generelt skal vi byde ind med alt, hvad vi har og flytte vores niveau, siger Kim Olesen, der mærker en god stemning til træning.
- Jeg mærker en stor villighed i truppen til, at vi skal rykke os. Vi har haft nogle gode træninger, og alle er indstillet på, at det er som hold, vi skal rykke os, fordi vi ikke er et hold med store stjerner. Derfor er kollektivet afgørende for os, siger Kim Olesen.
Kampen mod SønderjyskE spilles søndag 14.00
Kontakt
sitemap
