Fire mål på fire afslutninger i 2. halvleg var det gode udbytte for Henriette Holm, der var en af de centrale spillere, da Ringkøbing Håndbold søndag besejrede NFH i den vanskelige udekamp.
Det er et stykke tid siden, fløjspilleren har nettet fire gange i samme kamp. Faktisk ikke siden hjemmekampen mod NFH i tredje spillerunde.
- Det var så skønt. Det var en slags forløsning, for jeg har i lang tid haft en periode, hvor intet har fungeret for mig. Det er længe siden, jeg har mærket den glæde, siger Henriette Holm.
Hun har i store dele af sæsonen været hæmmet af problemer med akillessenerne. Det har betydet, at hun i en længere periode har været ude af løbetræningen og i stedet har været på motionscyklen.
- Jeg har ikke haft den samme speed i benene, og det kan jeg jo godt mærke i kontraspillet. Men der er ved at være styr på det, og jeg kan mærke, det går fremad, så jeg tror, jeg snart er med i hele træningen igen, siger Henriette Holm.
Hun scorede to af sine fire mål i NFH-kampen på kontra, mens de to andre var fra fløjen. Et af disse var i øvrigt på et frækt oplæg bag om ryggen fra Betina Kjær.
Overskuddet til den lækre detalje fra Betina Kjær og den efterfølgende sikre afslutning fra Henriette Holm viste et hold, der fungerede som lige netop et hold.
- Stemningen på holdet var bedre, end jeg har oplevet i lang tid. Vi har nok alle sammen været lidt frustrerede over, at vi ikke helt har kunnet præstere så godt, som vi burde. Vi har ikke rigtig kunnet få det ud. Men i søndags kæmpede vi sammen og stod virkelig sammen, da vi først var kommet os over den dårlige start. Der var mere aggressivitet i forsvaret, og der var en rigtig god udstråling. Det var lige, hvad vi trængte til, siger Henriette Holm, der tror på, kampen på Falster var et varsel for hvad, der er i vente i de kommende måneder.
- Folk har nydt juleferien og har fået noget luft. Fra første gang efter ferien var det en super god træning med god kommunikation og god intensitet. Alle er bare kommet tilbage med ny energi, siger Henriette Holm.
Kontakt
sitemap
