Ringkøbing Håndbold havde ikke det mindste ønske om at give tilskuerne en ny spændende og intens afslutning, da håndboldmenuen søndag stod på lokalbrag mod Tarm-Foersum. Udekampen endte med en sejr på 30-20 efter pausestillingen 15-11.
Søndagens sikre sejr blev skabt på ikke mindst et stærkt forsvar foran en velspillende Henriette Dahl i målet.
Offensivt var det særligt fløjene, der var et aktiv, og de viste, at det var en klar fejlvurdering at undervurdere deres evner. Maja Bang blev således topscorer med fem mål, heraf fire fra højre fløj. Henriette Holm scorede tre gange på fire forsøg på den modsatte fløj.
Ringkøbing havde muligheden for at lukke kampen helt ned allerede i 1. halvleg og var undervejs oppe på en seks måls føring.
- De kæmpede meget for deres mål. Vi vidste, at vi kunne holde dem fuldstændigt i vores 6-0 forsvar, men vi blev ind imellem lidt utålmodige, siger Thomas Hørlyk.
Efter pausen blev føringen fastholdt på en håndfuld scoringer. Kampen knækkede endeligt, da Ringkøbing rykkede fra 22-16 til 26-16. Med otte minutter tilbage var Ringkøbing foran 29-18, men slutfasen blev en lidt lunken affære efter spændingen var forduftet.
- Vi var bedre i alle spillet facetter over 60 minutter. Det blev lidt på autopilot i slutfasen, men det skal ikke tage noget fra vores præstation. Der er ros til fløjene for virkelig at sætte sig igennem. Vi var gode i det brede spil, og det er noget af det, vi kan tage med videre fra kampen. Tina Piil Torabi spillede også en af sine bedste kampe i lang tid. Hun var rigtig god i forsvaret og var i offensiven mere direkte og samtidig god til at se ud mod fløjen. Men generelt var det en stærk holdindsats, hvor der indimellem blev budt ind med rigtig gode individuelle kvaliteter, siger Thomas Hørlyk.
Sejren betyder, at Ringkøbing Håndbold fastholder trykket på de øvrige tophold.
Der var også den bonus, at pladsen i kvalspillet nu er sikret med 10 point ned til femtepladsen med fire spillerunder tilbage af grundspillet.
Tarm-Foersum - Ringkøbing Håndbold 20-30 (11-15). Maja Bang 5, Iselin Klev 4, Liza Olsen 4, Henriette Holm 3, Betina Kjær 3, Tina Piil Torabi 3, Martina Adamsson-Jensen 3, Anne Sofie Hjort 2, Miriam Juul 2, Katrine Thomsen 1. Udvisninger. Tarm-Foersum 5x2 min., Ringkøbing 1x2 min.
Kommentarer:
Henrik Olesen
'Se evt. fotos fra Tarm kampen her:
https://picasaweb.google.com/hondahenrik/TFGFVsRingkBingHandbold2030#'
Kontakt
sitemap
