Det var en indfødt midtjyde med base i Ikast, der for 10 år siden fik chancen som anfører på holdet i Partner Revision i Ringkøbing.
Søren Andersen blev færdiguddannet ved Partner Revision i Ikast, og i virksomheden er der en strategi om at give færdiguddannede statsautoriserede revisorer mulighed for at udleve deres ambitioner i virksomhedens rammer. For Søren Andersen kom der en ny mulighed, da Partner Revision overtog ND Revision i Ringkøbing for 10 år siden.
- Det var en periode, hvor der var stor tilflytning til Ringkøbing på grund af ikke mindste Vestas og Velfac. Det var en nem by at flytte til og falde til i. Det er nemt at møde folk. Jeg kom hertil sammen med min familie, og mine børn var jo også hurtigt til at møde nye venner, fortæller Søren Andersen.
Støtte synligheden
Det var også nemt for Partner Revision at falde til. Efter otte år på Hugborgvej flyttede virksomheden til et nyt og større domicil på Birkmosevej for to år siden. Her er 12 medarbejdere ansat til at servicere både private og virksomheder.
Partner Revision har de seneste tre sæsoner været en del af sponsornetværket i Ringkøbing Håndbold.
- Det er svært at måle, om det er noget, der giver virksomheden ekstra omsætning, men det er heller ikke afgørende. Tanken er at støtte noget, der kan synliggøre området, siger Søren Andersen.
Bedre stemning end Ikast
I hans virksomhed er der et par medarbejdere, som normalt tager billetterne til kampene i ROFI-Centret, men når der dufter af topkamp, så er chefen også på plads.
- Der er en imponerende stemning og en fantastisk opbakning. Det minder mig lidt om gamle dage i Ikast-hallen til kampene mellem Ikast og Viborg. Og der er næsten en bedre stemning, end der er til kampene i Ikast i dag, vurderer Søren Andersen.
Hans største oplevelse med Ringkøbing Håndbold var da også en kamp, hvor stemningen var helt i top. Det var sidste sæsons afgørende topkamp mod Roskilde Håndbold.
Det endte som bekendt med at Roskilde nappede ligabilletten. Men det ændrer ikke på drømmemålet i Ringkøbing.
- Det er jo hele målet at komme med i ligaen. Men jeg synes så også, det skal være for at etablere sig. Der er ikke så meget ved at ligge i bunden og måske vinde to eller tre kampe på en sæson. Så er det sjovere at ligge i top 4 i 1. division.
---
SponsorStafetten
SponsorStafetten går fra sponsor til sponsor i Ringkøbing Håndbolds netværk og sætter fokus på virksomheden og håndbolden. Den aktuelle
sponsor sender SponsorStafetten videre til næste sponsor i netværket efter eget valg.
SponsorStafetten startede hos Jesper Jørgensen fra Expert. Han sendte den videre til Peter Byskov fra Jens Byskov aut. el-installatør. Han sendte den videre til Tommy Sørensen fra Ringkøbing Skilte. Han sendte den videre til Søren Høgsgaard Andersen fra Partner Revision. Hvem der modtager SponsorStafetten næste gang, kan du læse om i næste afsnit her på siden om 14 dage.
Kontakt
sitemap
