Alting godt kommer til ende, og Ringkøbing Håndbolds sejrsstime i 2011 kom til ende lørdag eftermiddag i Lyngby-hallen, hvor værterne vandt 26-25 med det afgørende mål scoret med omtent 15 sekunder tilbage af kampen.
Det var hektisk og intens kamp. 1. halvleg var med Lyngby i førersædet, og de var undervejs foran med fem mål, før Ringkøbing fik pyntet lidt, så pausestillingen blev 15-12. Et af de store problemer var i defensiven og dele af returløbet. Det gjorde også betingelserne svære for sidste skanse i målet, hvor der ikke var mange redninger.
Efter pausen var der mere energi og power i pigerne. Desværre var der i en sekvens syv minutter inde i 2. halvleg, hvor der var en snert for meget power.Iselin Klev løb en kontra op i en returløb, og der var en kontakt, som dommerne vurderede som en skub i ryggen og dermed takserede til et rødt kort.
På det tidspunkt havde Iselin Klev scoret fem gange, og hendes hurtighed og skarpe spil var en god trussel mod Lyngbys offensive forsvar.
Men trods afskeden med Iselin Klev, så kæmpede Ringkøbing sig op på siden af værterne. Det var dels på grund af et bedre og mere struktureret forsvar, som også bidrog til, at Henriette Dahl spillede sig op i målet.
Offensivt blev det primært Miriam Juul, der tog ansvar, og hun blev kampens topscorer med otte rene mål.
Blandt andet Miriam Juuls mål var med til at holdet fik kontakt og endda kom foran 22-21 og 23-22. Med Lyngby var på bolden med et minut tilbage ved stillingen 25-25. Da de tog timeout, valgte Ringkøbing at gå i et helbanepres for at jagte muligheden for at nappe sejren.
- De ville være tilfredse med uafgjort, men vi kunne kun bruge en sejr. Så vi var enige om at satse alt. De slap igennem og scorede med 10-15 sekunder tilbage, fortæller Thomas Hørlyk, der accepterede nederlaget
- Jeg synes, det var en god kamp. Det var i perioder lidt hektisk, men sådan er det jo med offensivt forsvar. Der var perioder, hvor vi spillede ganske godt både kollektivt og individuelt, men så var også perioder, hvor det ikke fungerede. Men jeg har ros til pigerne for at komme stærkt igen i 2. halvleg efter en mindre god start på kampen, siger Thomas Hørlyk.
Med så tæt en slutfase og et nederlag på et enkelt mål, så var den korte forklaring på nederlag detaljerne i spillet.
- Der er detaljer i spillet, hvor vi ikke var skarpe nok. Det er noget med, at der går lidt for lang tid, før man retter ind i sit spil. Man laver fire-fem aktioner på samme måde, før man forstår, at det ikke virker med for eksempel ens afslutninger og for lidt tempo i afleveringerne, siger Thomas Hørlyk.
Med nederlaget har Ringkøbing Håndbold altså udspillet den sidste lille chance for den direkte oprykning. Men det er stadig muligt at erobre andenpladsen, som sikrer den på papiret bedste pulje til det afgørende kvalifikationsspil.
Det kræver en sejr i grundspillets sidste kamp, der spilles søndag d. 20. marts, hvor modstanderen er Fredericia. Hjemmekampen er denne dag flyttet til Skjern Kulturcenter.
Lyngby HK - Ringkøbing Håndbold 26-25 (15-12). Miriam Juul 8, Iselin Klev 5, Katrine Thomsen 3, Martina Adamsson-Jensen 3, Tina Piil Torabi 2, Liza Olsen 1, Maja Bang 1, Henriette Holm 1, Betina Kjær 1. Diskvalifikation: Iselin Klev
Kommentarer:
Bonderøven
'Hvad siger Ringkøbing til det røde kort? Som jeg så det var det helt i orden, men det kunne være interessant, at høre en kommentar fra den modsatte lejr.'
Kontakt
sitemap
