En af de største kampe i Ringkøbing Håndbolds unge historie blev leveret onsdag aften i ROFI-Centret, da ligaholdet fra HC Odense blev besejret 28-20 efter en gennemført flot kamp.
675 feststemte tilskuere skabte rammerne for en helstøbt holdpræstation, hvor Ringkøbing spiller for spiller og situation for situation viste, at de kunne matche endnu et ligahold og dermed bevise, at lørdagens sejr over Roskilde ikke var en enlig svale.
Fra kampens start var Ringkøbing virkelig til stede og bragte sig foran 5-0. Nuvel der var da også lidt held med i spillet, men ikke noget som kunne bortforklare, at Ringkøbing var et bedre hold på dagen.Med en utrolig solid base i forsvaret, hvor tacklingerne og presset blev sat på de helt rigtige tidspunkter og gav rigtig gode arbejdsvilkår for Henriette Dahl i målet, som leverede endnu en stærk præstation.
Offensivt blev der budt ind udfra planen. Og der blev afsluttet fornuftigt. Her viste Betina Kjær sig som den erfarne og intelligente spilstyrer hun er.
Hun satte spillet godt op og var meget farlig på egen hånd med seks rene scoringer.
Efter en pauseføring på 13-9 var der lagt op til en spændende og intens 2. halvleg. Men planen blev ændret. Odense startede 2. halvleg med et par fejl, som Ringkøbing udnyttede. Og ved simpelthen at køre videre i takterne fra 1. halvleg stod der pludselig 20-13, og det forspring var aldrig i nærheden af at blive indhentet.
- Alting gik bare op i en højere enhed. Vi spillede simpelthen bare godt. Jeg er virkelig imponeret over pigerne, og hvordan de fulgte aftalerne til punkt og prikke. Og så var der spillere, der trådte i karakter. En spiller som Betina Kjær spillede en helt fantastisk kamp. Men det var en stor holdindsats, og så på skift poppede andre spillere op og bød ind med store præstationer, siger Thomas Hørlyk.
Nu er stillingen i puljen så fantastisk læsning, at Ringkøbing Håndbold ligger på den andenplads, som vil give en plads i ligaen i næste sæson.
Men nøglen til de to sejre over Roskilde og Odense skal fortsætte.
- Vi har sat os et mål om at holde fokus på hver eneste kamp og så se, hvad der ender med. Vi skal give den fuld gas. Hvis vi så ender på fjerdepladsen med fire point, så er det sådan, det er. Men vi har to kampe i vente, og vi skal bare fortsætte med at give den fuld gas.
Ringkøbing Håndbold - HC Odense 28-20 (13-9). Betina Kjær 7, Liza Olsen 4, Maja Bang 4, Miriam Juul 4, Iselin Klev 4, Tina Piil Torabi 4, Katrine Thomsen 1
Kommentarer:
Søren
'Stort tillykke til alle.
I Thomas's oplæg i loungen kunne man mærke at han var helt klar, og det var spillerne så sandelig også. Jeg glæder mig til fortsættelsen'
mads
'Fantastisk kamp i en fantastisk kulisse.
Dejlig at se i endelig spiller det spil holdet har potentiale til.
Vh mads'
Kontakt
sitemap
