Torsdag aften skal Ringkøbing Håndbold i aktion på udebane mod Team Tvis Holstebro. På papiret en hård opgave af den simple grund, at Team Tvis Holstebro kæmper for at komme med i oprykningsspillet.
Men Ringkøbings Christina H. Pedersen er ikke skræmt over at skulle møde Team Tvis Holstebro. Og hun er slet ikke skræmt over at sæsonen er på vej ind i den meget afgørende slutfase, hvor Ringkøbing Håndbold skal sikre sig en ny sæson i 1. division.
- Jeg satser på seks point i de sidste fem kampe. Hvis vi fortsætter vores udvikling, så tror jeg på, vi kan besejre Ydun, Fredericia og Hadsten. I kampene mod Team Tvis Holstebro og Team Sindal Taars er vi undertippede og kan spille mere frit og måske hente nogle pluspoint, siger Christina H. Pedersen.
Hun er en af de spillere på holdet, som har en fortid i Holstebro. Det gælder også Miriam Juul, Maria Ipsen, Carina Staunsbjerg og Tina Møller. Men hele holdet har et godt kendskab til naboerne fra Holstebro.- Vi kender Tvis rigtig godt, og vi ved, hvad der venter os. Vi går ind til kampen med en god fornemmelse, og presset ligger jo på dem. De vandt kun knebent på hjemmebane mod Gladsaxe og Hadsten, og de har tabt til Odense. Så der er da muligheder for os, siger Christina H. Pedersen, der håber på at få opbakning fra fans fra Ringkøbing.
Optimismen bygger hun også på den positive udvikling holdet er inde i. Det kan måske ikke læses så tydeligt i tabellen endnu, men det kommer, mener hun.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi vinder de kampe, der skal til. Vi bliver bedre og bedre som hold for hver kamp. I vores nederlag i Roskilde i sidste runde tabte vi på marginalerne, mener jeg. Og uden det skal lyde som en dårlig undskyldning, så synes jeg, at vi har haft for få kampe, hvor heldet har været på vores side, siger Christina H. Pedersen.
Torsdagens kamp spilles 19.30 i Idrætscenter Vest i Holstebro.
Fotos: Fotovagn.dk
Kommentarer:
fanklub
'Fanklubben vil være i Holstebro torsdag !!'
Kontakt
sitemap
