Jublen var enorm, da Ringkøbing Håndbold søndag besejrede BK Ydun. Det gav et stort skub væk fra de direkte nedrykningspladser, og samtidig blev chancen for at klare sig uden kvalifikationsspil også større.
Status i 1. division er, at Ringkøbing ligger på 11. pladsen. Nummer 12, 13 og 14 rykker direkte ned i 2. division. Ringkøbing har et forspring på fem point til Hadsten og Gladsaxe, og der er tre runder tilbage af den ordinære turnering. Skal Ringkøbing under nedrykningsstregen kræver det altså tre sejre i de tre sidste kampe til enten Hadsten eller Gladsaxe.
Ringkøbing Håndbold har også chance for at avancere til 10. pladsen. Der er to point op til Odense, men Ringkøbing er bedre i det indbyrdes regnskab med Odense. Så det kræver én sejr mere end Odense i de sidste tre spillerunder.
Holdene, der slutter på 10. og 11. pladsen i 1. division, skal være med i kvalifikationsspillet om at blive i 1. division. I kvalifikationsspillet skal tre hold fra de tre puljer i 2. division først spille et internt gruppespil. Det bedste af de tre hold skal møde nummer 11 fra 1. division, mens det næstbedste skal møde nummer 10 fra 1. division.
Der er dog en meget ubekendt faktor i kabalen om pladserne i 1. division næste sæson. En kabale, som kan komme Ringkøbing Håndbold til gavn.
Som udgangspunkt rykker der tre hold fra 2. division direkte op i 1. division og erstatter de tre nederste fra 1. division. Men skal et hold rykke direkte op fra en af de tre puljer i 2. division kræver det, at holdet slutter på førstepladsen og samtidig er berettiget til oprykning. Det vil sige, at slutter et andethold på en førsteplads i 2. division, så vil der være en direkte oprykker mindre og dermed en direkte nedrykker mindre.
Situationen i 2. division er pt.følgende:
Pulje 1: Bjerringbro FH ligger med fem spillerunder tilbage på førstepladsen med fem points forspring til Ikast fS 2 og Viborg HK 2.
Pulje 2: Horsens HK 2 ligger med fem spillerunder tilbage på førstepladsen med ét points forspring til Brabrand IF.
Pulje 3: Nordsjælland Håndbold ligger med fem spillerunder tilbage på førstepladsen med 10 points forspring til nærmeste hold, som ikke er berettiget til oprykning.
Hvis Horsens HK 2 fastholder førstepladsen i 2. division pulje 2, vil der ikke være en direkte oprykker fra denne pulje, og dermed vil der kun blive to direkte nedrykkere fra 1. division.
Skulle Ikast fS 2 eller Viborg HK 2 overhale Bjerringbro FH i pulje 1, vil det ligeledes betyde, at der forsvinder en direkte oprykker og altså en direkte nedrykker.
Skulle det ende med, at der kun bliver to direkte oprykkere fra 2. division, betyder det, at nummer 11 og 12 fra 1. division skal i kvalifikationsspil. Altså kan nummer 10 i 1. division holde tidlig sommerferie og se frem til en ny sæson i 1. division uden det uforudsigelige kvalifikationsspil.
Så selv om Ringkøbing Håndbold på papiret ligger uden chance for at komme væk fra kvalifikationsspillet, så er der altså en ekstra chance. Det kræver selvfølgelig hjælp fra andre hold, men det er jo også set før i sportens verden.
Kontakt
sitemap
