vestjyskBANK

Aftale med stregspiller ophæves

16/01-2014

Ringkøbing Håndbold må desværre tage afsked med stregspiller Maren Hjorth Christensen, der kom til Ringkøbing Håndbold fra SønderjyskE forud for indeværende sæson.

Med virkning fra 31. januar bliver hendes kontrakt ophævet efter gensidig aftale.

- Årsagerne til ophævelsen af min kontrakt er personlige, men jeg har været rigtig glad for Ringkøbing håndbold, både pigerne og klubben, og jeg har en helt særlig tak til Jan-Ole Kristensen. Der er ikke en finger at sætte på, hvordan jeg er blevet behandlet, og derfor er det også en lidt vemodig afsked, siger Maren Hjorth Christensen.

Hos Ringkøbing Håndbold ærgrer man sig naturligvis over afskeden med den talentfulde stregspiller, men understreger, at det er den eneste rigtige beslutning at stoppe samarbejdet.

- Det er personlige årsager, og vi vil hjælpe Maren videre på bedst mulig vis, og det er i denne omgang at ophæve vores aftale, men vores dør i Ringkøbing Håndbold vil altid være åben for hende, siger sportsdirektør Jan-Ole Kristensen.