vestjyskBANK

Dobbelt danmarksmester

01/06-2017

Der er et stort skridt fra at være stærkt talent til at være stærk ligaspiller.
Den 18-årige højre fløj Henriette Hansen er fuldt bevidst om det, men hun har taget det første store skridt, da hun i FC Midtjylland er dobbelt dansk mester i både U16 og U18-rækken.

Nu er hun klar til at tage næste skridt, og hun har i første omgang lavet en amatøraftale med Ringkøbing Håndbold for den kommende sæson.

- Jeg har fået et super godt indtryk af Ringkøbing Håndbold. Det virker som en klub med gode værdier, og jeg er sikker på, det kan udvikle mig meget, og jeg håber at kunne spille mig til en rolle på holdet, siger Henriette Hansen.

Hun starter efter sommerferien på 3.G. på Ikast-Brande Gymnasium og bor på Sportstar College i Ikast.

Hun har fået sin håndbold opvækst i SGI håndbold som senere blev til DUH Esbjerg. Hun stammer fra Alslev tæt ved Varde, men skiftet til Ringkøbing Håndbold har på en måde været svært.

- Det har da været en svær beslutning, fordi jeg skal træne meget i Ringkøbing. Det er de klar over i Ringkøbing, og det skal vi nok få til at fungere, siger Henriette Hansen.

- Vi ser frem til at få Henriette i truppen og være med til at udvikle hende. Henriette har vist overskud til at investere i sin egen karriere ved siden af skolen og det skal vi hjælpe hende videre med. Hun kommer fra et godt træningsmiljø og ved hvad der skal til for at være med et ligahold. Den vilje og træningsiver passer godt med det vi gerne vil, så vi glæder os til at tage imod Henriette, siger Lars Buhl fra Ringkøbing Håndbold