vestjyskBANK

Henriette Hansen på U20-Landsholdet

11/11-2017

Der var lige holdt en pause på turen til Odense i onsdags, da en sms tikkede ind på Henriette Hansens mobil.

- Det var en veninde, der skrev til mig, at det var fedt vi skulle til samling sammen. Det vidste jeg jo slet ikke, men jeg fik tjekket min mail, og det var rigtigt, og det er jo helt vildt fedt, fortæller Henriette Hansen.

Hun scorede mod Odense HC to gange på tre afslutninger, og hun har gang i en god sæson indtil videre med ni ligakampe og en stigende formkurve. Det bliver nu belønnet fra U20-landstræneren.

- Det giver da et kæmpe selvtillidsboost, at jeg skal med til træningssamling og bliver jeg udtaget til turneringen i Rusland, kunne det være det fedeste, men der skal kæmpes hårdt for det. De andre fløjspilere er virkelig gode, siger Henriette Hansen.

24 spillere skal med til samlingen, der afholdes i Brøndby 20. – 23. november. Efter samlingen udtages den trup, der skal med til Rusland.

Henriette Hansen har sparsom erfaring fra U-landsholdene. Hun var med omring enkelte kampe på U17-landsholdet, da hun var 2. års U16-spiller.