vestjyskBANK

Katja Ryesberg glæder sig meget til nyt kapitel

05/07-2017

Den 19-årige venstrefløj, Katja Ryesberg, er ny i Ringkøbing. Hun kender byen en smule fra familien, og nu er det hele kommet tættere på.

Hun var for eksempel sammen med sin mor ude at spise pizza inden den første kvalifikationskamp mod Hadsten.

Hun skal nok komme forbi det pizzeria nogle gange, for hun er en ung pige, hun skal bo i Ringkøbing og studere på Ringkjøbing Gymnasium. Men kernen handler ikke om det ellers gode pizzaria.

Hun så kampen mellem Ringkøbing Håndbold og Hadsten fra tilskuerpladserne, ligesom hun så 2. halvleg af returkampen i Hadsten, der slog fast, at hun altså skal være ligaspiller i Ringkøbing.

Men det handler om meget mere end håndbold.

- Jeg var på besøg på gymnasiet, havde en snak med inspektøren, Tonny Hansen, og sagde hej i min nye klasse. Det virker til at være et rigtig godt sted, og jeg kunne for eksempel godt lide, at der var kunst på væggene, som eleverne selv havde lavet. Jeg er også sikker på, at jeg kan skabe et godt netværk i Ringkøbing, som ikke handler om håndbold, siger Katja Ryesberg, der skal starte i 3.G. efter sommerferien.

For at falde helt til i Ringkøbing skal hun jo også have et sted at bo, og hun har fået en lille lejlighed i en villa på Skolevej.

- Det er en god lejlighed, hvor jeg har egen indgang, og der er ikke ret langt til Green Sports Arena, hvor vi skal træne, og jeg glæder mig bare helt vildt meget til, at det hele starter. Det lyder som et rigtig spændende projekt, som jeg ser frem til at være en del af, siger Katja Ryesberg.

Af Martin Rahbech