22/03-2024

Ny bagspiller til Ringkøbing Håndbold

Stine Kristensen er ny spiller i Ringkøbing Håndbold til sommer

Stine Kristensen skal fra sommer trække den bordeaux-trøje over hovedet, når hun kommer til klubben på en et-årig aftale. Stine er et rigtig klubmenneske som i hele sin håndboldkarriere har spillet i Skanderborg. - Ja faktisk lige siden hun startede til håndbold i 6års alderen. Stine er nu 26 år gammel og har aldrig spillet andre steder, men nu mener hun, at det er det rigtige tidspunkt for at prøve noget nyt, og vi er utrolig glade for, at dette bliver hos os. 

Stine er en utrolig alsidig spiller, som kan spille på alle 3 pladser i bagkæden. Hun er rigtig stærk i duel-spillet og hurtig på fødderne. Med disse spidskompetencer kommer hun til at passe rigtig godt ind i vores spil og måden vi spiller på vil helt sikket falde hende let. 

Selv siger Stine om hendes nye kontrakt: "Jeg er stolt over at få muligheden for at blive en del af Ringkøbing Håndbold fra den kommende sæson. Efter mange sæsoner i Skanderborg glæder jeg mig til, at udfordre mig selv i nye spændende rammer. I mine snakke med klubben har jeg fået et virkelig positivt indtryk, og jeg ser frem til at blive en del af det efter sommerferien. Jeg ser Ringkøbing som en klub, der er i positiv udvikling og jeg tror på, at holdet har potentiale til at spille med om point i alle kampe. Derfor glæder jeg mig helt vildt til at lære holdet at kende, og blive en del af de ambitiøse sportslige ambitioner, der er i klubben".

Cheftræner Jesper Holmris er også yderst tilfreds med hans nye spiller og siger følgende: "Stine Kristensen har igennem flere sæsoner været en af ligaens bedste gennembrudsspillere og bliver uden tvivl en forstærkning til vores i forvejen stærke bagkæde. Desuden kommer Stine med stor erfaring og en alsidighed, som vi kommer til at få stor gavn af på holdet. Det er intet mindre end fantastisk at kunne byde Stine Kristensen velkommen i Ringkøbing Håndbold"

Stine bliver personlig sponsoreret af Vestjysk Marketing

    

Forrige Næste

Relaterede nyheder