vestjyskBANK

Sønderjyske ligapiger søger mod Ringkøbing

11/04-2013

To 21-årige piger med friske erfaringer fra ligaen skifter ligahåndbold i SønderjyskE ud med udfordringerne i Ringkøbing Håndbold i første omgang for de næste to sæsoner.

Stregspilleren Maren Hjorth Christensen og venstre back Camilla Nissen har været fast inventar i ligatruppen, men nu er det tid til nye udfordringer.

- Ringkøbing Håndbold er en spændende og meget professionel klub, og der er en meget seriøs træningskultur. Så kender jeg også Allan Heine, og han er en ambitiøs træner, der har styr på de små finesser og detaljer og er rigtig god til den individuelle træning, siger Camilla Nissen, som har særlige spidskompetencer i mand mod mand spillet.

På billedet er det Camilla Nissen med nr. 2, der er kommet i klemme hos Mia Biltoft.

Hun mødte Allan Heine, da hun gik på college i Aalborg, mens hun var U16 spiller, og Allan Heine trænede på det tidspunkt U18 holdet.

Maren Hjorth Christensen, der ligesom Camilla Nissen har rødder i Sønderjylland, tror også på, hun kan finde masser af udvikling i Ringkøbing Håndbold under Allan Heines lederskab.

- Jeg har egentlig fået rigtig meget spilletid i ligaen i år, men jeg har også mærket nogle punkter, hvor jeg virkelig skal forbedre mig. Jeg er tryg ved, at det arbejde kan fortsætte i Ringkøbing Håndbold, hvor man er meget opmærksomme på at styrke den enkelte spiller, siger Maren Hjorth Christensen, som på stregen adskiller sig typemæssigt fra Mia Biltoft ved at have sine største forcer i screeningspillet.

De to sønderjyder, der skal bo sammen i Ringkøbing, bliver budt velkommen af sportsdirektør Jan-Ole Kristensen.

- De er begge meget spændende spillere, der har fået værdifuld erfaring i denne sæson i ligaen, så de har mærket, hvad der kræves og hvor, de skal forbedre sig. Det er glædeligt, at de begge to har valgt Ringkøbing Håndbold på grund af vores træningskultur og vores fokus på den individuelle udvikling, for det er jo en kerne i hele den måde, vi tænker håndbold på, siger Jan-Ole Kristensen.