vestjyskBANK

Ung talentfuld stregspiller fokuserer på Ringkøbing

03/04-2018

HTH GO ligaen er stadig et rimelig uopdyrket land for Nanna Hinnerfeldt Andersen, der tidligere har spillet for Ikast FS og barndomsklubben Virklund.
Men nu har hun lavet en toårig aftale med Ringkøbing Håndbold, så der er masser af ligakampe i vente.

Nanna er en del af Sportstar college i Ikast, hvor hun er i gang med at arbejde mod en studentereksamen og starter i 3.G efter sommerferien.
Sideløbende med skolen arbejder hun også seriøst med håndbold og er en del af FC Midtylland. Her står hun noteret for to ligakampe i grundspillet i denne sæson, og hun glæder sig til kampe og udvikling i Ringkøbing Håndbold.

- Jeg tror, det bliver megafedt. Det lyder spændende, og jeg tror på masser af udvikling for mig, siger Nanna Hinnerfeldt.
Hun har fået masser af spilletid og ansvar på FC Midtjyllands U18-hold. Hun er også en del af U20-landsholdet, der til sommer skal til VM.

Spillemæssigt er hun en høj stregspiller på 183 centimeter, og spiller centralt i forsvaret.

- Det er vigtigt for mig at man ser mine muligheder i forsvaret. Jeg har også ambitioner om at blive en god tovejsspiller, så jeg er glad for en toårig aftale, så der
bliver arbejdet over lang tid, siger Nanna Hinnerfeldt, der fylder 19 år til juli.

I Ringkøbing Håndbold ser man frem til at arbejde videre med talentet.

- At være med på U20 landsholdet som 18-årig viser jo, at der er nogle åbenlyse kvaliteter. Hun er også forhåndsudtaget til VM. Så hun er en spændende spiller med en god fysik, som vi glæder os til at arbejde med, siger formand i Ringkøbing
Håndbold Lars Buhl.