vestjyskBANK

Vi skal have ild i øjnene

10/11-2017

Sæsonen er 10 kampe gammel, med en lunken pointhøst på 3 point for Ringkøbing Håndbold. Senest blev det et nederlag i onsdags 31-22 til Odense HC.

-Det er altid trælst at tabe stort. Vi har været tæt på i mange kampe. Når vi skal møde topklubberne skal vi være klar til at straffe dem, hvis de ikke er der helt. Men det var Odense i onsdags. Vi gjorde mange ting rigtige, men vi lavede også for mange dumme fejl, og det blev straffet med rigtig mange kontramål. Men vi skal nok komme hurtigt videre, siger Sille Thomsen.

Hun var også med i sidste sæson, hvor pointhøsten var meget lig denne sæson. Men alligevel er det anderledes.

- Det lyder måske mærkeligt, men jeg har en langt bedre følelse end sidste år. Vi har fået skabt et rigtig godt etableret forsvar. Det er vores base, og den bygger vi på ud fra, siger Sille Thomsen.

Hun havde selv en fin kamp mod Odense HC med fem scoringer på syv afslutninger og dertil to tilkæmpede straffekast.

Men den dedikerede stregspiller er ikke meget for at fremhæve sig selv.

- Jeg er da fint tilfreds, men jeg har en helt fri chance over stregen i en situation, hvor vi er i overtal, og den ærgrer jeg mig stadig over. Men det gør fremad, og jeg er jo helt klar igen efter min skulderskade, så det kan godt blive bedre, siger Sille Thomsen.

Næste chance for point er, når Silkeborg-Voel kommer på besøg i Green Sports Arena på onsdag.

- Det er en kamp, hvor jeg tror, vi har fine chancer, og vi vil have troen på det. Vi vandt vores hjemmekamp mod dem i sidste sæson. Det er til sådan en kamp, vi skal have ild i øjnene, siger Sille Thomsen.