vestjyskBANK

Ung, men erfaren bagspiller klar til Ringkøbing Håndbold

16/03-2015

Et spændende kort at klar til at blive spillet ud for Ringkøbing Håndbold i de indtil videre kommende to sæsoner.
Det er den 21-årige bagspiller Cecilie Mørch Hansen, der i denne sæson spiller for HK Halden i Norge, der nu har valgt at sætte kursen tilbage mod Danmark.

- Det har været en spændende og udfordrende oplevelse at spille i Norge, men jeg kunne mærke, at jeg savnede min kæreste og mine venner og familie i Danmark. Samtidig vil jeg gerne starte på en uddannelse, og jeg er overbevist om, at Ringkøbing Håndbold er det rigtige sted for mig og min karriere. Jeg har fået et godt indtryk af både klubben og byen, så jeg glæder mig til næste kapitel, siger Cecilie Mørch Hansen.

At der er indgået en toårig aftale, sætter hun også stor pris på. For selv om hun til næste sæson blot starter sin fjerde sæson som senior, så vil Ringkøbing Håndbold være hendes fjerde klub i seniorkarrieren.

Hun startede med at spille håndbold i Kristrup ved Randers, og det var i Randers HK hun spillede sine sidste ungdomsår samt sin første sæson som senior. Derfra fik hun en spændende mulighed i Vejen EH. Men det blev bremset efter en enkelt sæson på grund af klubbens konkurs. Så blev næste stop HK Halden, og nu venter altså Ringkøbing Håndbold.

- Det er jo ikke nemt at skifte klub, fordi man skal starte forfra på mange måder. Jeg har lært rigtig meget ikke mindst ved at spille i Norge, og det har været sundt for mig at være ude at opleve noget. Men nu er det vigtigt for mig at komme til en klub, hvor jeg kan se mig selv være i flere sæsoner og gerne flere end to, siger Cecilie Mørch Hansen.

I Ringkøbing Håndbold var cheftræner Allan Heine allerede inden denne sæson i dialog med Cecilie Mørch Hansen, som han kender fra helt tilbage til ungdomstiden i Randers.

- Hun er en målfarlig playmaker, som også kan fungere på både venstre og højre back. Hun er en meget alsidig type, der passer perfekt ind i den måde, vi gerne spiller håndbold på. Hun har allerede fået mange erfaringer i sin karriere, selv om hun jo stadig er en ung spiller. Så der er rigtig meget at bygge videre på, siger Allan Heine.