07/05-2025

Årets talent i Ringkøbing Håndbold 24/25

Årets Talent i Ringkøbing Håndbold 24/25 - Emilie Rosborg 

Som noget nyt i Ringkøbing Håndbold kårer vi Årets Talent i samarbejde med Vestjysk Marketing, og valget har været ganske let. 

Emilie Rosborg kom før denne sæson til Ringkøbing Håndbold fra Skanderborg, hvor det kun var blevet til ganske få minutter på banen i ligaen for de grønblusede østjyder. Der var derfor ikke de helt store forventninger til denne sæson, men dog en stor tro på det uomtvistelige fløjtalent over tid. Det skulle dog vise sig at gå anderledes, da “Ros” var effektiv fra første kamp.

"Hun har spillet en fantastisk sæson og været skarp på kontra og yderst træfsikker fra venstre fløj. Det er blevet til intet mindre end 71 scoringer og en super god scoringsprocent på 69, der placerer hende oppe blandt de bedste på den position. Desuden har der været en stor vilje til at forbedre sit forsvarsspil, som er blevet væsentlig styrket i denne sæson. Der skal dog fortsat arbejdes målrettet med færdighederne i begge ender af banen og robustheden både fysisk og mentalt skal have et “nøk” op'".

 “Ros” har i denne sæson haft fuldstændig fantastisk opbakning, støtte og sparring fra sin “fløjmakker” Rikke Jochumsen. Der er blevet puttet rigtig megen læring og erfaring i bagagen og selvom det bliver uden Jochumsen ved sin side i den kommende sæson, så kommer den gode udvikling til at fortsætte. 

 Vi glæder os til at følge “Ros” udfolde sit åbenlyse talent på venstre fløj i den Bordeaux-røde Ringkøbing-trøje.

Emilie fik overrakt den fine titlen af Boy Boysen fra Vestjysk Marketing inden kampen i søndags. 

Emilie er personlig sponsoreret af Kobborg Optik som desværre ikke kunne være der til at overrække titlen sammen med Boy. 

    

Forrige Næste

Sidste nyt