07/11-2026

Hattrick på hjemmebane

Hattrick på hjemmebane

Det var vi ikke prøvet før - hattrick på hjemmebane. 8 måls sejr over Aalborg sikrede os 2 vigtige point til kontoen og 3. sejr på hjemmebane i træk. 

Det blev en sikker sejr i Green Sports Arena lørdag eftermiddag da vi sejrede Aalborg med hele 8 mål. En føring vi allerede i første halvleg spillede os til. Ja, vi var faktisk ikke bagud en eneste gang i kampen. Igennem første halvleg byggede vi flere og flere mål på føringen stille og roligt, hvilket betød vi kunne gå til pause foran med 8 mål 20-12. Så kan den hurtige regne ud, at anden halvleg blev knap så god fra vores side med 14-14 på de sidste 30 minutter. 

Men det er også sin sag og bevare en stor føring hele halvlegen, så det kan pigerne i hvert fald tage med sig, trods en blandet omgang. Tidligt i kampen måtte vores Bambuni ligaen topscorer se med fra bænken. Verona pådrog sig en skade, som gjorde, at hun ikke kom mere på banen. Her viste pigerne virkelig hvordan man står sammen i bussen og ikke bliver kyst af at en topscorer går ud. Så var der utrolig mange andre der trådte til. Og det er sådan vi vinder kampe i Ringkøbing Håndbold. Når vi vinder som hold og alle byder ind i alle 60 minutter. 

Med kun 8 tekniske fejl i hele kampen, halv så mange som Aalborg, bedre på keeperposten og bedst på scoringsprocenten, så fik vi endnu 2 point til kontoen. 

Sarah Kirkeløkke spillede en stor kamp i begge ender af banen med 6 mål på 6 skud og en solid præstation i forsvaret alle 60 minutter. Ja faktisk var vores stregspillere mrs. 100 % for også Camilla Vinding satte bolden i nettet 4 gange på 4 skud. Stærkt. Stine Kristensen var også flyvende i kampen med 8 mål på 9 skud og 3 assists. Madsen på højreback havde også gode situationer og leverede hele 6 assists til hendes medspillere. Ja der kan fremhæves mange gode situationer hvilket vidner om en god hold indsats, hvor et bredt antal spillere kom på måltavlen. 

Der blev ikke spillet særlig meget 7 mod 6, da pigerne i gennem stort set hele kampen fandt huller i Aalborgs forsvar til trods for, at de prøvede med både defensive og offensive tiltag samt mandsopdækning. 

265 tilskuere lyder ikke af mange, men de skabte endnu en gang en god stemning i hallen, hvor pigerne helt sikkert kunne mærke dem i ryggen som hjemmebanehold. 

Nu er der kun 1 hjemmekamp tilbage i 2026, hvor vi håber I alle sammen kommer i hallen og slutter godt af sammen med os. Lad os sammen lave tilskuere rekord for denne sæson i årets sidste kamp. Det er onsdag 18. november kl. 19:00 hvor Silkeborg Voel kommer på besøg. Inden da skal vi en tur til Horsens på onsdag. 

Målscorer:
- Sarah Kirkeløkke 6/6
- Camilla Vinding 4/4
- Mathilde Troelsen 3/7
- Sara Madsen 4/9
- Verona Rexhepi 2/4
- Jane Mejlvang 3/7
- Emilie Rosborg 2/4
- Stine Kristensen 8/9
- Sofie Østergaard 2/2 

  

     

Forrige

Sidste nyt