Det blev et skuffende nederlag til Skanderborg i går
ØV med ØV på, vi kunne desværre ikke spille 2 point på kontoen i går mod Skanderborg. Mange nye konstellationer og opstillinger grundet skader gjorde ikke oddsene bedre til dagens kamp. Vi bliver bedre og bedre i de nye opstillinger, men det er klart, det tager tid at spille nye spillere sammen. Det var ikke nok i går, og vi måtte se os slået med cifrene 28-34.
Det føles lidt som at "starte forfra" når 3 spillere som ellers plejer at tage mange minutter, ikke er der. Men det er sådan landet ligger lige pt med vores skades situation. Derfor har vi taget arbejdshandskerne på, for at få nye opstillinger mere sammenspillet. Det var dog ikke helt flydende i går. Vi fik ellers hul på angrebsspillet og scorede hele 28 mål, hvilket i sidste kamp var vores store barriere. Det var bare ikke nok når der også var ufattelig mange huller i forsvaret, så Skanderborg scorede hele 34 gange. For mange tekniske fejl og tabte dueller sendte Skanderborg hjem med 2 point.
Vi fik en dårlig start på kampen og kom bagud med 4 mål allerede efter 6 minutter, men spillede os stille og rolig ind i kampen og pludselig var det helt lige efter 11 minutter, og kampen var helt åben. Vi haltede dog lidt bagefter over hele linjen resten af halvlegen og gik til pause bagud 13-17.
De mål hentede vi aldrig og det så også i løbet af anden halvleg rigtig sort ud, da vi kom bagud med 9 mål efter 45 minutter. Pigerne kæmpede flot det sidste kvarter af kampen og pyntede på resultatet. Men helt tæt på kom vi aldrig, vi havde mulighederne og kom bagud med blot 4 mål, men spændende blev det aldrig. Den samlede MEP siger det hele, hvor vi som hold landede på blot 13.9 i mod Skanderborg på 24.09.
Positive ting til kampen i går
2 rigtig positive ting til kampen i går var at Stine Kristensen fik sin debut for klubben, og Caroline Svarre er indtrådt i vores Go Energi - Hall Of Fame, da hun i går spillede sin kamp nummer 100 for Ringkøbing Håndbold.
Caroline Svarre er i gang med sin 4. sæson i Ringkøbing Håndbold og har bidraget stort især i forsvaret i alle årene. Vi glæder os over når endnu en spiller kan indtræde i vores Hall Of Fame, og er stolte når det sker, da det betyder, at de har været længe i klubben. Det betyder meget med kontinuitet. Caroline er en rigtig holdspiller, som går forrest når der skal deles tæsk ud. Hun har en fantastisk indstilling og betyder rigtig meget for holdet. Byd hende velkommen i det fornemme selskab med hendes 100 kamps jubilæum.
Stine Kristensen kom til klubben til denne sæson, men blev desværre skadet allerede inden hun kom. Skaden har holdt hende ud indtil i går, hvor hun endelig kunne bidrage på banen. Det klarede hun rigtig flot, og bidrog med fart, duelspil, 3 mål og 2 assists. En super debut for Stine selvom det aldrig bliver helt det samme når det ikke gav point på kontoen.
Målscorer:
- Maria Wierzba 6 mål
- Caroline Svarre 2 mål
- Camilla Vinding 1 mål
- Frida Høgaard 5 mål
- Emilie Rosborg 4 mål
- Rikke Jochumsen 2 mål
- Stine Kristensen 2 3 mål
- Sofie Østergaard 2 mål
- Emma Laursen 1 mål
- Karoline Fahlberg 2 mål