Årets spiller 2025/2026
Verona Rexhepi
I forbindelse ned vores sidste hjemmekamp i onsdag blev årets spiller og årets talent kåret.
Sæsonen har været lidt af en rutschebanetur med både op- og nedture. Vi har kæmpet med længerevarende skader til nogle af vores bærende spillere, men har fået ligeså mange point som i sidste sæson, hvilket må siges, at være godkendt. Holdet har været stærkt i både med- og modgang og mange spillere har spillet en rigtig god sæson.
Særligt to spillere har dog skilt sig ud og været meget fremtrædende i denne sæson; nemlig Frida Høgaard og Verona Rexhepi.
Valget som årets spiller er faldet på Verona Rexhepi.
Verona kom til før denne sæson og er faldet hurtigt til. Hun har offensivt været holdets motor og et kæmpe stort omdrejningspunkt, hvor hun med sin gode forståelse for spillet, sit gode blik for hendes medspillere og ikke mindst hendes målfarlighed har været en evig trussel for modstanderne.
Verona endte grundspillet som næstmest scorende spiller af alle, nummer 3 på ligaens MEP liste (mest effektive spillere) og en 8.plads over flest assist, hvilket har gjort hende til en af sæsonens mest iøjnefaldende spillere i den danske kvindeliga.
Den anerkendelse blev der også sat en tyk streg under da Verona kom på årets hold i kvindeligaen efter grundspillets afslutning.
Med Verona’s autoritet og selvsikkerhed på banen glemmer man nogle gange, at hun kun er 21 år. Fremtiden tegner lys og udviklingen henover sæsonen har været fantastisk at følge, men der er stadig mange ting, der kan forbedres og der skal fortsat lægges yderligere lag på i de kommende sæsoner.
Angrebsspillet kan blive endnu skarpere, forsvarsspillet skal fortsat løftes og lederegenskaberne og evnen til at gøre holdet og hendes medspillere bedre vil kun blive endnu bedre med mere erfaring i bagagen.
Det er uomtvisteligt at Verona både fysisk og spillemæssigt har et kæmpe stort potentiale. Vi er stolte over, at have hende på holdet og glæder os enormt meget til at følge hende i fremtiden.
Verona er personlig sponsoreret af Hydra Specma. Titlen blev overrakt af CEO fra Hydra Specma, Morten Kjær.
