06/09-2025

Vidunderlig dag i Ølstykke

Vidunderlig dag i Ølstykke gav de første 2 point på kontoen i sæsonens første udebane tur.

YES MAND! Vi tog til Ølstykke og fik 2 point med hjem på kontoen efter en nervepirrende og spændende kamp, som bølgede frem og tilbage hele vejen igennem.

De "nye piger i klassen" ventede på modsatte banehalvdel og vi vidste, det ville blive en svær kamp i en intim hal i Ølstykke. 

Vi fik en fremragende start på kampen og kunne efter små ti minutters spil se HØJ tage timeout bagud med 2-6. Og den timeout kom godt, set fra HØJs side, for de vandt de næste 9 minutter 7-0. Efter 18 minutter havde HØJ bragt sig foran 9-6. De sidste 12 minutter af halvlegen tog Frida og Stine bogstaveligt talt i egen hånd. De stod for alle de resterende mål og tilkendte straffekast inden pausefløjten lød. En præstation som sætter en tyk streg under den gode kamp, de begge spillede. Frida med 10 mål på 13 forsøg, 3 assists, 2 tilkæmpede straffe, 2 bolderobringer og en MEP på 6,54. Stine 8 mål på 10 forsøg, 1 assist (og mange vundne dueller som gav hul til andre), 4 tilkæmpede straffe og en MEP på 6,63. 2 potentielle præstationer til rundens hold. Desværre ikke muligt med netop disse to, da de begge er noteret som Højre Backs i årets spillertrup. 

Der var også en god præstation i målet af Stephanie samt en stor kamp af Sarah på stregen, som spillede stort set hele kampen i både forsvar og angreb, hvor hun delte tæsk ud og scorede 5 flotte mål på 6 forsøg. 2 af målene på ekstrem vigtige tidspunkter inden for de sidste 5 minutter. Også Camilla på stregen gjorde det godt og scorede 3 utrolige vigtige mål på 3 forsøg inden for de sidste 10 minutter. 

Vi gik til pause foran med 2 og startede godt ud i anden halvleg også, hvor vi bragte os yderligere foran med 15-19 efter knap 38 minutter. Herefter løb vi ind i endnu en ekstrem målfattig periode, hvor vi ikke scorede i cirka 7-8 minutter. HØJ scorede til gengæld 6 i træk endnu engang og bragte sig foran med 21-19. 

Med 10 minutter igen var det helt lige 23-23 og vi fik den tætte, nervepirrende, spændende kamp som vi havde spået inden. Og vi trak os sejrsrigt ud af kampen, hvor vores stregspillere scorede de sidste 4 afgørende mål. 

27-28 og en stærk holdpræsentation denne lørdag i Ølstykke. Nu ser vi frem til en vigtig hjemmekamp på fredag kl. 19:00 mod EH Aalborg. 

Målscorer: 
- Sarah 5/6
- Emilie 1/2
- Camilla 3/3
- Frida 10/13 (6)
- Emilie Rosborg 1/3
- Stine 8/10

   

   

Forrige

Sidste nyt